Dag 1 – Ankomst samt sightseeing i Sibenik (A)
Vi flyver til Split. Efter sightseeing i Sibenik, fortsætter vi til vores hotel i Primosten. Vi bor på Hotel Zora under hele opholdet.
Dag 2 – Byrundtur i Primosten og tid på egen hånd (M, A)
Efter morgenmad tager rejselederen os med på en kort orienterende byrundtur i Primosten, således at vi lærer ”vores by” at kende. Vi har hele eftermiddagen til fri disposition, så om det er stranden, pool´en eller en fortovscafe der lokker, er selvfølgelig op til en selv. Rejselederen er behjælpelig med tips og ideer.
Dag 3 – Udflugt til Krka (M, A)
Dagens udflugt går til den smukke nationalpark Krka. Vi bliver vist rundt i nationalparken af en lokalkendt guide, som informerer os om det varierede plante- og dyreliv. Krka dækker et areal på hele 109 km2, og er især berømt for sine smukke vandfald langs floden. Har man lyst, er det visse steder tilladt at bade i floden. Vi returnerer sidst på dagen til vores hotel, mange oplevelser og indtryk rigere.
Dag 4 – Heldagsudflugt til Trogir og Split (M, A)
Vi tager i dag på udflugt til Trogir og Split. Vi starter med en byrundtur i den smukke middelalderby Trogir, der er en af de ældste byer i Kroatien. Hele den gamle bymidte er en labyrint af smalle stræder, vasketøjssnore og små lokale markeder. Vi kommer desuden også forbi Katedralen St. Lawrence og det flotte palads Cipiko. Lidt tid på egen hånd og mulighed for frokost. Herefter går turen videre mod syd og den stemningsfulde by Split. Her er der i den gamle bymidte et utal af seværdigheder, den største og mest kendte er uden tvivl Diocletian Paladset. Vi ser også havnepromenaden med cafe´er og svajende palmer. Tilbage på Hotel Zora sidst på eftermiddagen.
Dag 5 – Udflugt til Kornati øerne (M, A)
I dag skal vi opleve Kroatien fra søsiden. Vi tager fra Primosten og hen til båden som bringer os ud til Kornati øerne. Et ørige der består af hele 147 øer, og et rigt dyreliv. Vi kommer naturligvis også i land, hvor der bliver lidt tid på egen hånd.
Der bliver også mulighed for at bade fra båden, eller blot tage sol på dækket. Efter en skøn dag på havet, er vi tilbage igen sidst på eftermiddagen.
Dag 6 – Vinsmagning og tid på egen hånd (M, A)
Formiddagen er til fri disposition efter de sidste mange dages utallige oplevelser. Over middag skal vi prøve vin-smagning i lokalområdet. Vi smager 3 forskellige slags vine, med hver deres historie, og dertil serveres lidt snacks i form af brød, olivenolie, lokal skinke og lidt ost. Vi er tilbage igen sidst på eftermiddagen.
Dag 7 – Dagen er til fri disposition (M, A)
Hele dagen er til fri disposition i Primosten, og det er oplagt at nyde de klassiske strande og små bugter. Lokal gastronomi skal måske også prøves af, hvad enten det er fisk eller vin man er mest til. Rejselederen er til stede med gode tips og ideer til ture i området.
Dag 8 - Hjemrejse (M)
Transfer til lufthavnen i Split, og vi flyver hjem.