Skip to main content

Rejse til Italien - Toscana & Umbrien

Er I en gruppe, forening eller en klub som ønsker et skræddersyet tilbud på denne rejse er I meget velkomne til at kontakte os på 70260049 eller på rejs@ansrejser.dk 

Forslag til grupperejse:
Toscana og Umbrien er italiensk skønhed, kunst og livsnydelse, når det er allerbedst. Toscana og Umbrien er dermed et af vores mest populære rejsemål. Den 1200 kilometer lange bjergkæde, Appenninerne, strør rundhåndet sine bløde bakker ud over hele området, og giver grobund for snorlige rækker af vinstokke og oliventræer. Toscana og Umbrien har det hele; maleriske naturscenerier, flotte bygninger og lokale specialiteter. På vej nedad gør vi desuden holdt ved den smukke by Verona og besøger en vingård, hvor vi bl.a. smager den kendte Amaronevin.
 

Bestil hos Ans Rejser fordi:
•  Alle udflugter er inkluderet
•  Hele 2 vingårdsbesøg
•  Stamhotel gennem mange år
•  Den hellige by Assisi

Program dag for dag:
•  Dag   1 – Danmark – Tyskland
•  Dag   2 – Ankomst til Verona
•  Dag   3 – Besøg på vingård
•  Dag   4 – Udflugt til Siena
•  Dag   5 – Orvietos arkitektur
•  Dag   6 – Montepulciano, vinsmagning og specialiteter
•  Dag   7 – Umbriens Assisi
•  Dag   8 – Trasimenosøen
•  Dag   9 – Fra Italien til Østrig og Sydtyskland
•  Dag 10 – Hjemrejse

Dag 1 – Danmark – Tyskland
Vi kører til vores overnatningshotel i Midttyskland. Aftensmad på hotellet.

Dag 2 – Ankomst til Verona
Idag kører vi gennem Midttysklands flotte bakker, over floder til Østrigs og Norditaliens spektakulære alperegion, og når Veronaområdet sidst på dagen.

Dag 3 - Besøg på vingård
Vi starter dagen med en vandring i den skønne by Verona. Byen er nok mest kendt for sine operaforestillinger i det antikke romerske Amfiteater og for historien om ”Romeo og Julie” skrevet af Sheakespeare. Vi starter rundvisningen med et kig ned i den store flod Adige, der snor sig som et S gennem byen. Vi slentrer til den spændende kirke San Fermo Maggiore – to kirker i én. Derfra går vi videre til Julies balkon og det antikke romerske forum, Piazza Erbe, med de gamle statelige huse og alle boderne. Vi fortsætter til Piazza Dei Signori med de smukke palæer, og til Scaligerifamiliens gotiske gravsted og dens sognekirke, Santa Maria Antica. Vi slutter af på torvet Piazza Bra med de mange restauranter og det fornemme rådhus og ikke mindst det romerske amfiteater. Der bliver lidt tid på egen hånd, inden vi kører til en vingård, hvor vi bl.a. smager den gode vin, Amaronen. Her nyder vi en let frokost bestående af Italienske specialiteter. Der bliver mulighed for at købe de gode vine med hjem. Efter frokosten kører vi til Chianciano Terme og vores populære hotel, Hotel Villa Crociani, hvor vi bor under hele opholdet.

Dag 4 - Udflugt til Siena
Middelalderbyen Siena byder på den berømte rådhusplads, Piazza del Campo, der hvert år er skueplads for det berømte og berygtede hestevæddeløb Il Palio. Domkirken i Siena er et sandt kunstværk, og byder på værker af blandt andet Michelangelo og Donatello, samt gulvmosaikker der vil betage de fleste. Men Siena byder også på flere gode museer med kunstværker fra Sienas berømte kunstskole.

Dag 5 – Orvietos arkitektur
Den gamle middelalderby, Orvieto, er et imponerende syn med sin maleriske beliggenhed på toppen af en stejl vulkansk klippe. Byen er berømt for at huse en af Italiens smukkeste domkirker, som troner midt i byen. Vi skal også slentre en tur igennem den charmerende bymidte, der byder på herlige pladser og interessante specialforretninger. Den store brønd med 62 meters dybde og 242 trin i udkanten af byen, blev grundlagt af pave Clemens d. 7.

Dag 6 -  Montepulciano, vinsmagning og specialiteter
Montepulciano er en middelalderby beliggende på toppen af en bakke, og middelalderhusene er bygget i den lyse sandsten, som stammer fra området. Området er kendt for sine landbrugsprodukter som saltet og røget skinke, ost, pasta, linser og honning. Byen oser af hyggelig stemning, og den oplever vi når vi går gennem byporten, Porta al Prato, og videre af den 1,5 km bilfri hovedgade til den store plads ”Piazza Grande” og til de 3 paladser, Palazzo Municipale, Palazzo Cantucci og Palazzo Tarugi. Efter tid på egen hånd i byen, tager vi på vingårdsbesøg, og smager på de kendte herlige vine, og nyder en let frokost bestående af de kendte specialiteter fra området. Der er også her mulighed for et godt vinkøb.

Dag 7 – Umbriens Assisi
Assisi er en af Italiens hellige byer, og fødested for den hellige Frans af Assisi. Byen er fyldt med romerske ruiner, charmerende smalle middelaldergader samt flere helligdomme. Flere af disse helligdomme er på UNESCOs verdenskulturarvsliste. Specielt den grandiose, Basilika di San Francesco, er helt unik med de skønneste freskomalerier under de hvælvede lofter. Kirken blev bygget til ære for Frans af Assisi i 1228, kun to år efter hans død.

Dag 8 - Trasimenosøen
Udflugt til Trasimenosøen, hvor vi fra Passignano sejler en tur på søen, og vi besøger den lille ø, Isola Maggiore. Her findes spor af Frans af Assisi, Italiens store helgen, men øen er skøn i sig selv. Der er mulighed for at gå en tur rundt om den kun 2 kilometer lange ø. Der bliver tid på egen hånd til afslapning og frokost.

Dag 9 – Fra Italien til Østrig og Sydtyskland
Vi kører gennem det smukke bjergrige, Italien, og Østrig til overnatning i Sydtyskland.

Dag 10 – Hjemrejse
Fra Sydtyskland fortsætter vi videre til den dansktyske grænse, og videre til hver vores udgangspunkt.


    Kontakt os
    Adresse:
    Ans Rejser A/S
    Engdahlsvej 14
    7400 Herning