Kroatien er mest kendt for sin lange kyststrækning, sit turkisblå hav og de mange øer langs kysten med hver deres særpræg. De pittoreske øer med de duftende blomster og smagen af vild timian og rosmarin; og de mange får, der vralter rundt på øernes klippetoppe. Kystbyer med romerske ruiner og genopbyggede middelalderbyer, akkompagneret af blå himmel og blåt hav. Men Kroatien er også frodige nationalparker med brusende vandfald, vandrestier og floddelta´er. Forbløffende dejlige vine og lækre delikatesser som vildt, skinke, ost og honning. Og storbyer med markeder, sporvogne og kunstneriske ildsjæle, der søger fremad.