Skip to main content
irland-belfast

Rejser til Irland - Highlights i Donegal & Belfast

Det nordvestlige Irland er ukendt for de fleste turister, men byder på enestående naturscenerier med Europas højeste havklipper, ægte keltisk kultur, lokale specialiteter på gode restauranter og hyggelige små byer, som lever livet som for 100 år siden. Samtidig besøger vi i N.Irland og hovedstaden, Belfast, hvor I bl.a. oplever det imponerende Titanic Experience, et af naturens allerstørste mirakler Giants Causeway samt kører på en af verdens smukkeste kystveje langs Antrimkysten. I kommer naturligvis også til at høre den turbulente historie om N.Irland. Det er en kulturrejse med fokus på den uberørte natur, store seværdigheder, de bedste irske fødevarer samt masser af kultur, musik og craic.

Bestil hos Ans Rejser fordi:
• Dansk Irlandsekspert og -guide Claus Hebor
• Max. 30 deltagere
• Enestående & uberørt natur
• Oplev historien om Nordirland
• Giants Causeway på tæt hold

Programmet dag for dag:
Dag 1 – Danmark – Dublin
Dag 2 – Letterkenny – Slieve League – Ardara – Letterkenny
Dag 3 – Letterkenny – sightseeing – fri dag – Afternoon Tea
Dag 4 – Letterkenny – Maghery Bay – Mt. Errigal – Glenveagh Nat. Park – Letterkenny
Dag 5 – Letterkenny – Derry – Letterkenny
Dag 6 – Letterkenny – Antrim Coast – Giants Causeway - Newtownabbey
Dag 7 – Newtownabbey – Belfast – sightseeing
Dag 8 - Fly fra Dublin


    Se det fulde program

    Dag 1 – Danmark – Dublin (A)
    Ved ankomst til Dublin går busturen til hovedbyen Letterkenny i det nordligste county Donegal. Her indlogeres vi på hotel midt i byen med gåafstand til det pulserende liv med pubber, musik, små butikker og hyggelige caféer. Letterkenny er kåret til ”Coolest City in the North” af Nat. Geo. i 2016, da der er et særdeles levende musik- og publiv, som tiltrækker mange gæster fra Irland og N.Irland.

     

    Dag 2 - Letterkenny – Slieve League – Ardara – Letterkenny (M, A)
    Efter en god Full Irish Breakfast forlader vi Letterkenny, hvor turen går mod syd til Slieve League. Turens højdepunkt i mere end én forstand bliver området ved Slieve League, som er én af Europas højeste havklipper, der rejser sig  næsten 600 m over havet. Her er der mulighed for at tage en kortere eller længere vandretur på klipperne eller man kan blot sætte sig og nyde det helt enestående natursceneri langs den mest vilde Atlanterhavskyst. I godt vejr spiser vi lunch i det fri, mens vi nyder den ubeskrivelige udsigt over havet til synet af farverige søfugle, flokke af delfiner samt et fantastisk farvespil i det blå, blå hav og stejle klipper. Hvis der er interesse kan vi besøger det lokale whiskeydestilleri Sliabh Liag, hvorefter vi fortsætter gennem det vilde Donegal landskab og det snoede pas Glengesh Pass til den lille hyggelige tweed by Ardara. Her er der mulighed for at opleve tweed produktion samt købe nogle unikke tweed produkter. Og så skal vi lige have en pint på den berømte Nancy´s. Herefter tilbage mod Letterkenny af de små back roads, hvor tiden har stået stille i 100 år, og hvor får og små grå granithuse veksler.Om aftenen inviterer vi jer til en helt speciel musikalsk oplevelse. Historiker & Irlandsekspert Claus Hebor har sammen med den irske musiker Joe Gibson sammensat et unikt multimedie foredrag & storyteller koncert ”The Troubles in Photos, Words & Music” omkring de historiske begivenheder under urolighederne i N.Irland, samt hvordan det har påvirket mennesker og musik i Irland. Vi fører historien helt op til Brexit og konsekvenserne af dette. Det er kombination af historisk foredrag med fotos og film samt levende musik med personlig forklaring omkring sangene om begivenhederne i N.Irland. Det er bl.a. sange som ”Sunday, Bloody Sunday”, ”The Town I Loved So Well”, ”The Foggy Dew”, ”The Island” og mange andre kendte og mindre kendte irske sange.

     

    Dag 3 – Letterkenny – sightseeing – fri dag – Afternoon Tea (M, A*)
    Efter en god irsk morgenmad er der en city walk, hvor vi oplever byens atmosfære og liv samt kommer rundt til de vigtigste steder og seværdigheder. Vi besøger bl.a. Hiring Fair på torvet, hvor man i 1800-tallet ”solgte” sine børn til arbejde hos større farmere i området, ser den imponerende katedral samt besøger museet, som bl.a. har en udstilling og den frygtelige kartoffelhunger, som plagede Irland og især Donegal i midten af 1800-tallet. Hvis der er interesse for det kan vi arrangere et besøg på det lokale Kinnagar Brewing Comp., som laver noget af de bedste og mest spændende øl og cider i landet. Herefter kan vi gå på opdagelse i de små hyggelige butikker, sjove cafeér samt få en god pub lunch med en Kinnegar Beer på en af de mange glimrende pubber. Sen eftermiddag vil vi alle blive inviteret til Afternoon Tea eller High Tea, som det også kaldes, som består af scones, sandwich og kager i rigt mål og flot opsat. *De fleste er mætte af dette måltid, så denne aften er middag ikke inkluderet.

     

    Dag 4 – Letterkenny – Maghery Bay – Mt. Errigal – Glenveagh Nat. Park – Letterkenny (M)
    Efter et solidt morgenmåltid tager vi bussen til det vestligste hjørne af Irland. Her oplever vi den smukke kyst ud til Atlanterhavet med forrevne klippekyster, dejlige strande med mulighed for en dukkert og frisk Atlanterhavsluft. Ved Maghery Bay tager vi en meget lille vej til den lidt afsondrede naturfænomen Crohy Sea Arch, som er en kæmpestor naturlig klippebue (afhængig af busstørrelse og deltagerantal). Maghery Bay har en fantastisk dejlig strand, så der vil være mulighed for en dukkert i det blå, friske Atlanterhav, mens andre kan tage en dejlig gåtur ud til Famine Walls langs den smukke kyst. Her er pubberne er fyldt med god Guinness, frisk seafood og tørveild i pejsen. Området er et af de steder i Irland, hvor man stadig taler gælisk, og vi besøger nogle steder, hvor vi kan høre dette fascinerende sprog – og hvis vi er heldige får vi måske de lokale til at give os en sang på gælisk. Herefter kører vi gennem Derryveagh Mountains og forbi det imponerende bjerg Mt. Errigal – med stop i Glenveagh Nat. Park med Irlands største bestand af råvildt. Glenveagh Nat. Park rundt om en utrolig smuk sø omgivet af høje bjerge, hvor en engelsk landlord i 1800-tallet bygget et romantisk jagtslot Glenveagh Castle. Vi får rundtur på slottet, hvor vi hører historien om, hvordan den engelske landlord udsatte over 200 irske lejere/fæstere fra deres bolig midt i vinterkulden. Der er også mulighed for en 4 km vandretur op til udsigtspunktet og gennem parken, eller man kan blive ved slottet for at nyde parken og en forfriskning i tehuset. Tilbage i Letterkenny kan I selv finde en restaurant om aftenen – enten på hotellet eller en af de utallige andre spændende restauranter i Letterkenny. Efter middag mødes vi nok på Cottage Bar, McGinleys, Central Bar eller McCafferty´s, hvor der som regel er levende musik.

     

    Dag 5 – Letterkenny – Derry – Letterkenny (M, A)
    Dagen er planlagt til at koncentrere sig om byen Derry (engelsk: Londonderry), som er en af de mest ikoniske byer i irsk historie. Ikke kun fra The Troubles i 1970-80´erne, hvor der blev kæmpet mellem unionister og republikanere/ nationalister, med også i den turbulente tidligere historie med bl.a. belejringen af Derry i 1600-tallet og flere andre episoder. Derry er kendt for at have vel nok de bedst bevarede forsvarsværker fra 1600-tallet, og indenfor i byen er der en masse små hyggelige gader og stræder med gamle gadelamper og atmosfære. Her får I hele historien bag uroen i Irland og Ulster tilbage fra 1269 og frem til Good Friday Agreement i 1998, som til nok har lagt låg på urolighederne, men ikke på modsætningerne. Vi skal bl.a. se stedet for Free Derry Corner, hvor Bloody Sunday udspillede sig, samt tage en symbolsk vandring over den ikoniske Peace Bridge, der forbinder de katolske og protestantiske kvarterer. Medrivende historiefortælling, der er til at se og forstå! På vej tilbage til Letterkenny besøger vi det gamle jernalderfort An Grianan, som troner højt på et bjerg med udsigt over store dele af Donegal (afhængig af busstørrelse og deltagerantal). Om aftenen er der vores specielle Tasting Menu på Dillons Restaurant, hvor Head Chef har lovet en 5-retters menu ud over det sædvanlige: Wild Atlantic Way Dining Experience med alle de bedste råvarer fra lokalområdet. Det er en kulinarisk oplevelse, hvortil man kan tilkøbe en dejlig Wine & Drinks Menu, som fuldender oplevelsen. Der plejer at være godt humør denne aften. Mulighed for vin/drink menu kr. 300. Bestilles senest dag 1 hos rejselederen. Min. 10 personer. Herefter musik på en af byens mange pubber.

     

    Dag 6 – Letterkenny – Antrim Coast  – Giants Causeway - Newtownabbey (M)
    Efter en god Full Irish Breakfast forlader vi Letterkenny, hvor turen går mod øst langs en af de smukkeste kyster i verden - Antrim-kysten i N.Irland. På denne dag besøger vi nogle af de største seværdigheder i N.Irland. Vi passerer bl.a. flere gamle slotte som Dunseverick Castle og det romantiske Dunluce Castle, der ligger på en forrevet klippeknold ud til kysten. Et af de store højdepunkter denne dag er besøget ved Giants Causeway, som er et af naturens helt enestående mirakler. Lava er størknet i havet i helt præcise 6-kantede søjler, der ser ud som de er hugget ud. Men det er naturen selv, der har skabt dette spektakulære syn! Selve køreturen langs kysten er fortryllende smuk, og hvis gruppen har lyst til flere aktiviteter, og tiden tillader det, så kan vi stoppe flere steder. Herefter videre til indlogering på hotel i nærheden af Belfast. Middag er for egen regning på hotellet.

     

    Dag 7 – Newtownabbey – Belfast – sightseeing (M, A)
    Efter en god morgenmad tager vi de få kilometer til Belfast for at opleve det helt nye og meget spændende Titanic Experience, som er et flot multimediamuseum med genopført interiør fra Titanic. Der er også mulighed for at se skibet SS Nomadic, som stadig har lidt af fortidens luksus. Her ser vi også de to store havnekraner Samson & Goliath samt et blik til dokkerne, hvor Titanic blev bygget. Herefter besøger vi det berygtede Crumlin Jail, som siden 1800-tallet har huset fanger under ubeskrivelige forhond. Her sad også en del fanger under The Troubles fra 1968-1998. Endvidere byrundtur i Belfast, hvor vi bl.a. ser Albert Clock, Grand Opera House og bydele med de politiske gavlmalerier. Undervejs fortæller vi den turbulente historie om N.Irland og ”the occupied territories”. Der bliver også mulighed for et besøg på den victorianske Crown Liquer Saloon samt en byvandring gennem Belfast.

     

    Dag 8 - Fly fra Dublin (M)
    Efter morgenmad forlader vi Belfast og kører et par timer til Dublin Airport og flyver til Danmark.

    Læs mere om Irlandsekspert og -guide Claus Hebor

     Irlandsekspert og -guide Claus Hebor er uddannet historiker og har et dybtgående kendskab til irsk historie, kultur og levevis. Desuden har han en brændende passion for Irland med dets smukke natur, musik og enestående gæstfrihed, som bliver formidlet på en utrolig levende og engageret måde, så gæsterne vil få et personligt og indgående indtryk af Irland på rejsen.

    Han har skrevet talrige artikler til aviser og magasiner og holder løbende foredrag om Irland og irsk historie. Herudover arrangerer han kulturevents som "An Irish Evening", whiskeysmagning, koncerter  med irske bands og andre aktiviteter omkring Irland.

    Hvis du har spørgsmål om Irland eller indholdet i rejserne, så er du velkommen til at kontakte Claus Hebor direkte på 3112 0077 eller claus@hebor.dk    

    Afgange og priser

    AfrejseAfrejsestedRejselængdeHotelLedige pladserPris
    30-08-2021 - se afgangstiderBillund Lufthavn8Hoteller ifølge program - IrlandMere end 89.995,-BestilMere information
    30-08-2021 - se afgangstiderKastrup Lufthavn8Hoteller ifølge program - IrlandMere end 89.995,-BestilMere information

    Hotel

    Hoteller ifølge program - Irland
    Hoteller ifølge program - Irland
    På hele rejsen rundt i Irland bor vi på gode 3*** hoteller. Alle værelser har naturligvis eget bad/toilet. En komplet hotelliste med navn og adresse fremsendes ca. 8 dage før afrejse...
    rejsekalender
    Kontakt os
    Adresse:
    Ans Rejser A/S
    Engdahlsvej 14
    7400 Herning