Dag 1 – Afrejse
Efter endt opsamling kører vi med passende pauser til overnatningshotellet i Tyskland. Vi får aftensmad ved ankomsten.
Dag 2 – Paris
Vi fortsætter turen til Frankrig og ankommer til den imponerende storby Paris sidst på eftermiddagen. Tæt ved Eiffeltårnet ligger MS Seine Princess og er klar til at modtage sine gæster. Matroserne bringer bagagen til de reserverede kabiner. Vi mødes til en velkomstdrink og præsentation af besætningen inden vi skal nyde den første middag ombord i restauranten. Fra soldækket er der en fantastisk udsigt over byen, især når lysene tændes ud på aftenen.
Dag 3 – Paris
Hele dagen bruges i Paris, og vi starter med at køre en byrundtur i Paris med bussen, hvor vi kommer forbi mange af de storslåede seværdigheder, som Paris byder på. Vi kører langs Seinen og ser Notre Dame Kirken, langs Champs-Elysees til Concordepladsen og Triumfbuen. Ved middagstid vender vi tilbage til skibet og får frokost. Eftermiddagen kan bruges på egen hånd til hvad man lyster i Paris. Nyd den sidste aften i Paris med en gåtur langs Seinen eller en afslappende aften i skibets lounge bar.
Dag 4 - Poissy
Vi forlader Paris og sejler til La Roche-Guyon. På vejen passerer vi bl.a. Mantes La Jolie og de mange smukke villaer, der ligger ned til Seinen. Der bliver et ophold i Poissy, hvor der er mulighed for at gå en tur i den hyggelige by eller en tur langs Seinen. Vi får frokost ombord inden en afslappende eftermiddag på skibet. Aftensmad og hygge på båden om aftenen.
Dag 5 - Rouen
Vi sejler fra La Roche-Guyon og til Rouen. Endnu en smuk sejltur forbi bl.a. Giverny. Når vi ankommer til Rouen, går vi en tur gennem de charmerende smalle gader til Vieux Marché - pladsen hvor Jeanne d'Arc i 1431 blev brændt på bålet og videre forbi Notre Dame katedralen, som er udødeliggjort gennem Claude Monets berømte malerier af kirkefacaden i forskelligt lys. Rouen er et fantastisk spil mellem gotikkens pragtbygninger og de normanniske bindingsværkshuse. Mange vil mene, at Rouen er Frankrigs smukkeste middelalderby - og ikke uden grund. Efter aftensmaden ombord kan man gå en aftentur i Rouen eller nyde byen fra skibets soldæk.
Dag 6 – Caudebec-En-Caux
Turen går fra Rouen til Duclair og videre mod Caudebec-En-Caux, hvorfra vi kører en udflugt med bussen. En kort køretur fra Caudebec-en-Caux findes nogle af Frankrigs største klosterruiner. Klostrene havde rige kår i Middelalderen og et af Frankrigs største og mest imponerende klostre var Abbediet i Jumiéges. I dag domineres området af klostrets kirke, hvis mure er betagende både ved sine smukke linjer som sine dimensioner og de 43 meter høje tårne. Vi når også at se lidt af byen Caudebec-En-Caux, inden vi vender tilbage til skibet. Når det passer med tidevandet, sejler vi videre til den charmerende Atlanterhavs by Honfleur. Denne aften ombord står i gallamiddagens tegn - skibet personale disker op med noget af det bedste fra det franske køkken.
Dag 7 – Honfleur - Etretat
Formiddagen bruger vi i Honfleur med de maleriske gader. Det var herfra maleren Claude Monet trak sine kunstnervenner til sit lille "paradis" i Giverny for at dyrke den nye kunstretning, impressionismen. Vi går en tur til det gamle havneområde, hvorfra mange opdagelsesrejsende tog ud i verden og grundlagde franske kolonier. Vi besøger også Frankrigs største trækirke St. Catherine. Tilbage ombord på skibet får vi frokost, inden vi tager en eftermiddagsudflugt med bus. Vi kører til Etretat, hvor vi finder de enestående og naturskønne strande og har en flot udsigt til de imponerende hvide klinter. Nyd tiden i byen med en gåtur ved stranden eller en calvados på en af de hyggelige cafeer. I aften skal vi nyde den sidste aftensmad ombord på skibet.
Dag 8 – Hjemrejse
Efter morgenbuffeten er det tid at tage afsked med skib og besætning. Vi forlader skibet og sætter kursen mod overnatningshotellet i Tyskland. Vi får aftensmad ved ankomsten.
Dag 9 – Hjemkomst
Vi fortsætter hjemturen med passende pauser. Efter mange oplevelser ankommer vi til vore hjembyer hen på aftenen.