Tæt på Sydindiens sjæl

På denne spændende rejse til Sydindien træder vi ind i en anderledes verden – tillokkende, fortryllende og bedårende. Backwaters, landskabernes grønne nuancer, det rige vildtliv i regnskovene, de tropiske fugle- og dyrearter og de grønklædte te- og krydderiplantager.  Den bedste måde at opleve Kerala er ved at flyde langs de snoede ”Backwaters”, der ligger blikstille bag kyststrækningen.  Her glider vi på vandet i vores ”husbådcruise”, forbi små stammelandsbyer og kokospalmeplantager.  Vi bor på udvalgte komfortable og unikke resorts, hvor vi på afslappende vis møder befolkningen og deres livsvilkår. Indiens kultur ses overalt i Kerala, og sammensmeltningen med europæiske kulturer har sat deres præg på delstaten. De indiske elefanters symbolisme, de mange festivaler, fortidens kulturelle og arkitektoniske arv giver alt sammen Kerala en enestående atmosfære.

Bestil hos Ans Rejser fordi:

  • Alle udflugter er inkluderet
  • Rejseleder er Indienseksperten Lissi Bagge
  • Unik rejse - kun med Ans Rejser
  • GRATIS parkering i Billund

Programmet dag for dag:

  • Dag 1 – Afrejse
  • Dag 2 – På opdagelse i Cochin
  • Dag 3 – Fra Cochin til historiske Munnar
  • Dag 4 – Besøg på mejeri, te plantager og Tahr-geder
  • Dag 5 – Krydderiplantager og elefanter i Thekkady
  • Dag 6 – Periyar Vildtreservat
  • Dag 7 – Husbåd på Keralas største Backwaters Kumarakom
  • Dag 8 – Tropiske Aleppey med Mullakkal templet
  • Dag 9 – Fra Aleppey til Kovalam
  • Dag 10 – Strandene i Kovalam
  • Dag 11 – Afslapning i Kovalam og afrejse

Trankebar

  • Dag 12 - Fra Trivandrum til Chennai og Trankebar
  • Dag 13 - Byvandring i Trankebar
  • Dag 14 - Mayaliduturai  og toget til Chennai  og retur til Danmark

 

Pris fra:
14.995,-
Dage:12
Inkluderet i rejsen:
Flyrejse Billund – Cochi samt Trivandrum - Billund t/r, ophold i delt dobbeltværelse, 10 x morgenmad, 10 x frokost og 9 x aftensmad, transport og udflugter ifølge program (ekskl. entreer), engelsktalende lokalguide, dansk rejseleder, skatter, afgifter samt bidrag til Rejsegarantifonden, parkering i Billund Lufthavn


Tillæg pr. person: Enkeltværelse kr. 2.600, årsafbestillingsforsikring kr. 475, visum til Indien ca. kr. 830, drikkepenge US Dollars 50
Bestil rejse

Program

Dag 1 – Afrejse
Vi flyver fra Billund og til Cochin, hvor vi lander næste dags morgen.

Dag 2 – På opdagelse i Cochin (F, A)
Cochin består af en ny og en gammel bydel, og har været koloniseret af både portugisere, hollændere og englændere. De har alle sat deres præg på byen. Cochin kom tilbage på indiske hænder ved selvstændigheden i 1947. Byen ligger lige ud til en fjord og her sejler færger på kryds og tværs over fjorden.  Det er interessant at iagttage det mylder af mennesker og varer der bliver bragt om bord på de små færger. Ved havnen ses af og til delfiner, når de boltrer sig i vandet. Cochin er bygget på flere små øer og er en kosmopolitisk by med et blandet miks af hollandsk og portugisisk arkitektur. De specielle kinesiske fiskenet ses overalt ved kysten. Vi starter vores byvandring i Fort Kochi med besøg i Det Hollandske Palads. Det var portugiserne der byggede paladset, men hollænderne der omdøbte det til ”Dutch Palace”. Arkitekturen er dog fra Kerala. Indenfor i paladset ses fresker i smukke plantefarver der skildrer indiske legender. Vi slentrer videre i de gamle smalle gader. Her går vi på opdagelse i Indiens ældste kirke og den eneste jødiske synagoge på det indiske subkontinent. Efter frokost kører vi langs indsejlingen til havnen, og vi oplever hvordan der fiskes med traditionelle kinesiske fiskenet, der hænger som store edderkopper over deres spind. Det var kinesiske handelsfolk der indførte de kinesiske fiskenet i det 14. århundrede. Vi nyder den atmosfærefyldte eksotiske stemning med udsigt til Det Arabiske Hav. Aftensmad og overnatning på hotellet.

Dag 3 – Fra Cochin til historiske Munnar (M, F, A)
Efter en dejlig morgenmad kører vi til den historiske by Munnar. Navnet Munnar betyder ”De Tre floder” og tre floder løber da også sammen tæt ved byen. Området er beliggende 1600 meter over havets overflade og vi ser de fascinerende og fløjlsagtige te-plantager, hvor end vi drejer hovedet. Og vi skimter de frodige grønsagshaver, der titter frem midt imellem. Her er en farverig flora og fauna og smukke skove. Med den spektakulære bjergkæde ”De Vestlige Ghats” knejsende i baggrunden og de dybe dale i forgrunden, forstår man, hvorfor englænderne valgte netop dette område til deres ferieby i kolonitiden. Området syder af sundhed med frisk luft, skønt klima, helsebringende sol og den uomtvistelige duft af te-planterne. Efter tjek ind på vores hotel går vi på opdagelse i Munnar by, hvor vi møder den gamle britiske arkitektur og fornemmer køligheden heroppe i dette storslåede og afslappede hjørne af Indien.

Dag 4 – Besøg på mejeri, te plantager og Tahr-geder (M, F, A)
Endnu en oplevelsesrig dag med enestående udsigter venter forude. I dag går turen først til Mattupetty beliggende 13 kilometer fra Munnar, hvor vi besøger et indisk-schweizisk mejeri projekt. Her har de specialiseret sig i opdræt af over 100 forskellige slags kvæg.Derefter går turen via søer og damme til de smukke Kundala teplantager. Næste stop bliver Pothamedu, som er et helt fantastisk og unikt område med te-, kaffe- og kardemommeplantager. Dagens sidste stop bliver i Rajamala naturreservat, hvor den sydindiske ged, Nilgiri Tahr, huserer. Rajamala huser halvdelen af verdens sjældne Tahr-geder. I dag er der på verdensplan kun ca. 1300 Nilgiri Tahr-geder tilbage. Efter en betagende dag med de mest storslåede udsigter vender vi tilbage til hotellet og til vores middag.

Dag 5 – Krydderiplantager og elefanter i Thekkady (M, F, A)
Turen i dag går til Thekkady – en af de mest frodige regioner i Indien. Området rimer på elefanter, bløde bakker og krydderiplantager. Vi tjekker ind på vores hotel. Senere kører vi til Vandanmedu som ligger ca. 30 kilometer fra vores hotel. Vandanmedu er en af verdens største auktions centre for kardemomme. Af verdens 20 auktionscentre, ligger de 12 her i kardemommebjergene i Periyar-dalen. Vi besøger de deltagende handelsfolk, som fortrinsvis kommer fra delstaterne Gujarat, Maharashtra og Tamil Nadu.  Vi besøger også de små boder. Efter et interessant ophold, kører vi tilbage til hotellet.

Dag 6 – Periyar Vildtreservat (M, F, A)
Vi spiser en skøn traditionel Kerala morgenmad med ris og kokosnød hånd i hånd med vores kontinentale morgenmad. Efter morgenmaden begiver vi os ud i Periyar Vildtreservat for at udforske de forskellige områder af reservatet. Med sine tætte skove, store marskområder, stepper og søer er Periyar én af Indiens førsteklasses vildtreservater. I Periyar findes mange forskellige slags dyr, blandt andet vilde elefanter og brune læbebjørne. Og ikke mindst en farvelade af smukke eksotiske fugle. Senere tager vi på en tur rundt i området og indsnuser de skønneste planter og duftende krydderier, når vi kører langs de mange krydderiplantager. Aftensmad på hotellet.

Dag 7 – Husbåd på Keralas største Backwaters Kumarakom (M, F, A)
I dag er en helt speciel dag. Efter morgenmaden går turen gennem en krydderiplantage og frodige grønklædte landskaber mod Kumarakom, Keralas største Backwaters – eller ”baghave” om man vil. Et ”Backwaters” er et enormt stort område, hvor et system af snirklede kanaler, større søer, fjorde og laguner tvister sig ind imellem hinanden. Her midt i blandt, bor den lokale befolkning i husbåde. Og vi gør som de lokale. Mens vi stævner ud i dette spejlblanke vandområde, er det kun de svajende kokospalmer, små landsbyer med deres beboere, samt de lokale fiskere i deres små både med padlekraft, som bryder stilheden. Og måske en isfugl.Frokosten indtages mens vi langsomt glider til den smukke Vembanad sø, Asiens største ferskvandssø i hjertet af Keralas Backwaters. Om aftenen, mens båden ligger til kaj, betragter vi solen, mens den langsomt breder sine røde farver over himmelen.

Dag 8 – Tropiske Aleppey med Mullakkal templet (M, F, A)
Efter en skøn morgenmad om bord på husbåden, siger vi farvel og kører mod Alleppey, en fortryllende tropisk vandperle kantet af kokosplantager, bananpalmer, og rismarker, her og der kun afbrudt af en palmehytte. Vi bliver indkvarteret på vores hotel og bruger resten af dagen enten i bazaren eller på Alappuzha stranden. Efter aftensmad på hotellet besøger vi det mere end 500 år gamle Mullakkal tempel. Templet står majestatisk med omkransende jasminplanter og den kønneste dam. Vi besøger også strandmolen, der rager langt ud i vandet og som er mere end 130 år gammelt. Et ældre fyrtårn ved stranden tiltrækker de fleste, der besøger området.

Dag 9 – Fra Aleppey til Kovalam (M, F, A)
I dag tager vi turen til Kovalam. På vej dertil besøger vi den gamle handelsby Kollam, hvor vi ser Fyrtårnet Tangasseri, som blev bygget i 1902. Navnet Kollam siges at stamme fra det gamle skriftsprog Sanskrit, hvor Kollam betyder peber. Der blev handlet meget peber med både hollændere, portugisere og englændere. Vi ser også en hollandsk begravelsesplads, som blev anlagt ca. år 1519 under den portugisiske invasion. På dette tidspunkt kendt som Tangasseri eller Tangy. Vi ankommer til Kovalam hen på eftermiddagen og tjekker ind på hotellet.  Resten af dagen på egen hånd. Middag på hotellet.

Dag 10 – Strandene i Kovalam (M, F, A)
Kovalam er kendt for sine tre strande, ”Lighthouse Beach”, ”Hawah Beach” og ”Samudra Beach” og vi besøger dem alle tre. Om eftermiddagen tid på egen hånd til afslapning.

Dag 11 – Afslapning i Kovalam og afrejse (M)
Vi kan måske lige nå en sidste dukkert inden vi sætter kursen mod lufthavnen, og vi påbegynder afrejsen fra Trivandrum Internationale lufthavn.

Trankebar

Det er muligt at købe en 3-dages forlængelse af turen til den gamle danske handelsstation Trankebar.

Dag 12 - Fra Trivandrum til Chennai og Trankebar
Efter morgenmad tager vi ud til Trivandrum lufthavn og vores ventende fly til Chennai – tidligere Madras. Flyet tager os ind over den sydlige del af staten Tamil Nadu og til kystlinjen af den Bengalske Bugt. Chennai er en kosmopolitisk by og blandt de fire største byer på det indiske subkontinent. Ved ankomst til Chennai kører vi ind til Chennai by for frokost. Derfra går turen i bil til den centrale togstation. Vi hopper på Tiruchender Express-tog og ankommer til den lille togstation i Mayaliduturai. Herfra tager vi en taxa til den yndige kystby Trankebar – den gamle danske handelsstation.

Dag 13 - Byvandring i Trankebar
Med sin tillokkende og henrivende beliggenhed er Trankebar et bryg af flere hundrede års kulturelle mix; en skøn blanding af sprog, kulturer, racer og religioner. Efter  to århundreder har den danske tilstedeværelse efterladt vigtige kulturelle og arkitektoniske aftryk, der kan opleves i form af kolonihuse, kirker, kirkegårde og ikke mindst den militære fæstning Dansborg.
Trankebars historie bevidner at Kongen af Danmark var interesseret i den profitable handel i øst. I Danmark, som i England og Holland, grundlagdes et Østindisk Kompani. Danskerne sendte flere handelsflåder til Ceylon – i dag Sri Lanka - og til Indien og efter mange prøvelser, gik Den Danske Flåde i land i Tanjore. Her indledtes nu succesfulde forhandlinger med den lokale høvding Nabob af Tanjore med henblik på at grundlægge en handelsstation til gengæld for en årlig skat. Den indiske Nabob af Tanjore gav danskerne et område kaldet Tharangamvadi, hvilket blev ændret til Trankebar. Her byggede danskerne i 1620 en lille fæstning under navnet Dansborg, som blev ledet af en Guvernør. Her blev bygget en kirke og grundlagt en menighed. Nabob af Tanjore blev skiftevis enten betalt den årlige tribut eller bekriget. Efter ca. 220 år, i 1845, solgte danskerne Trankebar til briterne for 12,5 tusinde rupees, hvilket den dag i dag kan ses i museet.
En anden interessant historie fra Tharangambadi’s historie er et ældgammelt havtempel MasilamaniNathar, som skulle være grundlagt af Kong MaravarmanKulasekaraPandian i år 1306. På trods af den danske tilstedeværelse og de efterfølgende skiftende befolkninger i denne kystby, står templet stadig på kanten af kysten med de skiftende vinde som gestikulerer religiøs harmoni.
Som ved mange andre koloniale invasioner bevidnede Tharangambadi, at tilrejsende kristne missionærer fra nær og fjern slog sig ned for at udbrede kristendommen. Herefter blev kirker bygget til de nye troende. Zion-kirken, Den Nye Jerusalem kirke og den Lutherske kirke står tæt i denne kystby. Af disse kirker bliver Zion kirken betragtet som værende Indiens ældste protestantiske kirke. Missionærerne bragte der for uden den første trykte presse og trykkede biblen i det tamilske sprog til uddeling blandt den lokale befolkning.
Gennem tiderne er Tharangambadi indspundet i kulturhistorie og arkitektur og huser intet mindre end 33 gamle bygninger. Vi kører også til Landporten, som er den gamle byport danskerne byggede i 1660 for at markere indgangen til byen. Byporten blev genopbygget i 1792 af regionens guvernør på dette tidspunkt, Peter Anker. Vi besøger også fæstningsmuseet, som viser en hel del arkæologiske fund, blandt andet lamper, dekoreret potteskår, skulpturer, figurer og kanonkugler. Efter en begivenhedsrig dag kører vi til vores hotel for middag og overnatning.

Dag 14 - Mayaliduturai  og toget til Chennai  og retur til Danmark
Efter morgenmad kører vi til togstationen og stiger om bord på vores tog til Chennai. Ved ankomst til Chennai fortsætter vi til et hotel i byen, hvor der bliver mulighed for et bad og omklædning. Efter middag på hotellet går turen til Chennais Internationale lufthavn, hvorfra vi flyver hjem til Billund.

Indkvartering

Hoteller på rejsen

På hele rejsen bor vi på gode 3*** og 4**** hoteller. Alle værelser har naturligvis eget bad / toilet. En komplet hotelliste med navn og adresse fremsendes ca. 8 dage før afrejse.

Bestilling

Prisen inkluderer:

  • Flyrejse Billund – Cochi samt Trivandrum - Billund t/r
  • Ophold i delt dobbeltværelse
  • 9 x morgenmad, 9 x frokost og 9 x aftensmad
  • Transport og udflugter ifølge program
  • Engelsktalende lokalguide
  • Dansk rejseleder
  • Skatter, afgifter samt bidrag til Rejsegarantifonden
  • Parkering i Billund Lufthavn

Tillæg pr. person:

  • Enkeltværelse kr. 2.600
  • Årsafbestillingsforsikring kr. 656
  • Visum ca. kr. 830
  • Drikkepenge US Dollars 50

Øvrige informationer:

  • Valuta = Indiske Rupee

Afgange og priser

AfrejseAfrejsestedDestinationLilla pris
5/2BillundTæt på Sydindiens sjæl14.995,-Bestil